Bedre Præstation Under Pres
De to mentale systemer: Gorillaen og Professoren
Vores hjerne er en kompleks struktur, der indeholder to mentale systemer, der i psykologien kan kaldes mange forskellige ting, afhængigt af den teoretiske tilgang. Vi synes at begreberne "Gorilla - og Professorhjernen" illustrerer de to systemers iboende natur. Disse systemer er grundlæggende for, hvordan vi tænker, føler og handler, især under pres eller i udfordrende situationer. Begge systemer har unikke funktioner og udviklingsmæssige rødder, der påvirker vores evne til at håndtere hverdagens og livets større udfordringer.
Hvad er Gorilla- og Professorhjernen?
Vores Gorillahjerne har sin oprindelse i den evolutionære historie - hvorfor vi med betegnelsen henviser til primater - og bygger på et dynamisk samspil mellem amygdala og det autonome nervesystem. Disse områder i hjernen har udviklet sig med det formål at beskytte os mod alvorlige farer. I fortiden, da vi levede på savannen, var det afgørende for vores overlevelse at kunne reagere hurtigt på trusler som rovdyr eller fjendtlige grupper. Gorillahjernen gjorde det muligt for os at handle hurtigt uden at spilde tid på refleksion.
Gorillahjernen fungerer som en altid aktiv radar, der konstant overvåger omgivelserne for potentielle farer eller risici for at miste social status. Med rødder i vores primitive instinkter er det primære mål at sikre vores overlevelse og beskytte os mod ubehagelige situationer. Gorillahjernens vurderinger er ofte binære – godt eller skidt, sort eller hvidt, farligt eller ufarligt – hvilket kan føre til hurtige og instinktive reaktioner som kamp, flugt eller frys. Gorillahjernen trives i miljøer præget af kontrol, forudsigelighed og hurtige belønninger, men dens begrænsninger ligger i en manglende evne til at tage nuancer i betragtning og tænke langsigtet. Resultatet er ofte en kortsigtet belønning, men den negative konsekvens kan være, at målet ikke opnås.
Derudover spiller Gorilla-hjernen en væsentlig rolle i sociale sammenhæng, da vores overlevelse, i tidligere tider, i høj grad var afhængig af gruppens accept og støtte. Frygten for at blive udstødt eller afvist blev en dybt indgroet mekanisme. Denne sociale følsomhed er stadig til stede i dag og kan aktiveres i situationer, hvor vores selvværd, sociale position eller identitet føles truet.
Professorhjernen holder fokus på missionen og de langsigtede mål, selv når der opstår udfordringer eller fristelser for at tage nemme udvej. Den er langsommere og mere refleksiv, kendetegnet ved en værdibaseret tilgang. Professorhjernen gør det muligt at tænke rationelt, kreativt og etisk, hvilket støtter os i at træffe beslutninger, der harmonerer med vores kerneværdier, ambitioner og fornuft. Selvom det kræver energi og viljestyrke at aktivere Professorhjernen, belønner den os med en følelse af dybere mening, tilfredshed og en klar retning mod vores overordnede formål.
Hvornår er det godt og skidt at lade Gorillahjernen styre?
Gorillahjernen er yderst nyttig i akutte situationer, hvor hurtig reaktion er nødvendig. Hvis vi for eksempel oplever en livstruende fare, som en bil der kommer imod os i høj fart, aktiveres Gorillahjernen, så vi kan reagere, og rede os i sikkerhed, uden at tænke. Den er også nyttig i mere hverdagsagtige situationer, hvor vaner og rutiner kan hjælpe os med at spare energi. Men Gorillahjernen har sine begrænsninger. Når den overtager situationer, der kræver langsigtet tænkning eller komplekse beslutninger, kan den føre til impulsive handlinger, der senere fortrydes. Eksempler kan være at undgå en svær samtale eller tage en hurtig beslutning, der ikke er i tråd med vores værdier. Den kortsigtede tilfredsstillelse kan skabe en følelse af tomhed og manglende mening på længere sigt.
Professorhjernens ret?
Professorhjernen er kongen i situationer, der kræver refleksion, planlægning og evnen til at tænke langsigtet. Når vi bruger dette system, kan vi navigere igennem komplekse problemstillinger, tage etiske beslutninger og forfølge mål, der er i overensstemmelse med vores værdier. Professorhjernen hjælper os med at acceptere og håndtere ubehag, fordi vi forstår, at det er en del af processen mod noget meningsfuldt.
Dette system er dog mere energikrævende og kræver træning og disciplin for at holdes aktivt. Når vi er stressede eller trætte, er det lettere at falde tilbage i gorillahjernens hurtige, umiddelbare og impulsstyrede reaktioner.
Hvordan de to systemer interagerer
Gorilla- og Professorhjernen trækker på de samme mentale ressourcer, og de fungerer altid parallelt. Der findes ikke mennesker, der udelukkende er styret af det ene eller det andet system. I stedet er det en udveksling mellem de to. Når gorillahjernen dominerer, kan vi ikke få adgang til professorhjernens ressourcer, og omvendt. Det ene udelukker det andet.
Når vi står overfor udfordringer, hvor præstation og kreativitet er afgørende, kan en overaktiv gorillahjerne blive en hindring. Et eksempel er arbejdssituationer, hvor pres og trusler bruges som motivationsfaktorer. Dette kan skabe produktivitet på kort sigt, men det hæmmer evnen til at tænke kreativt og samarbejde effektivt. For at nå vores fulde potentiale kræves det, at vi lærer at berolige gorillahjernen og aktivere professorhjernen.
Eksempler på de to systemer i virkeligheden
Eksempel fra sportsverdenen: Cykelrytter
Gorillahjernen i spil: Lige før starten går til et cykelløb begynder rytteren at mærke nervøsitet melde sig. Gorillahjernen aktiveres og skaber katastrofetanker; Hvad hvis jeg styrter? Hvad hvis jeg ikke kan følge med? Hvad hvis jeg ødelægger det for mit hold? Kroppen reagerer med øget puls, svedige håndflader og en trang til enten at angribe impulsivt fra start (kampreaktion), holde sig tilbage og køre passivt (flugtreaktion) eller blive handlingslammet af nervøsitet (frysreaktion).
Professorhjernen i spil: Rytteren genkender sin nervøsitet. I stedet for at lade frygten styre, fokuserer han på sin strategi; Jeg har forberedt mig til dette. Jeg kender ruten, mine watttal og mine konkurrenter. Hvis jeg holder mig til planen og fokuserer på mit eget løb, vil jeg præstere bedst muligt. Han aktiverer sin professorhjerne og lader rationalitet, ro og strategisk tænkning styre hans præstation.
Eksempel fra arbejdslivet: Lederens svære beslutning
Gorillahjernen i spil: En leder opdager, at en af hans nøglemedarbejdere – som også er en god ven – har overtrådt virksomhedens kerneværdier. Gorillahjernen aktiveres og skaber en indre konflikt: Hvis jeg konfronterer ham, risikerer jeg at ødelægge vores venskab. Hvad nu hvis han bliver sur eller siger op? Kroppen reagerer med ubehag, tvivl og en trang til at udskyde den svære samtale.
Professorhjernen i spil: Lederen fokuserer på virksomhedens langsigtede værdier og principper. Det her handler ikke om mit personlige venskab, men om virksomhedens integritet og kultur. Han beslutter sig for at tage samtalen på en respektfuld og konstruktiv måde, velvidende at det vil gavne både virksomheden og medarbejderen på lang sigt.
Sådan kan du træne Professorhjernen og tage styring over dit liv!
Ligesom en muskel kan professorhjernen styrkes gennem træning. Dette indebærer bevidst praksis i at:
- Reflektere over værdier og mål
- Acceptere ubehag som en del af vækst og udvikling
- Udvikle vaner, der fremmer langsigtet tænkning og handling
- Øve dig i mindfulness og stresshåndtering for at berolige gorillahjernen
- Føre en daglig journal hvor du reflekterer over din brug af Gorilla- og Professorhjernen i løbet af dagen
En effektiv måde at træne Professorhjernen på er gennem visualisering og mental forberedelse. At forestille dig udfordrende situationer og tænke over, hvordan du ønsker at reagere i overensstemmelse med dine værdier, kan hjælpe med at skabe mentale strategier. Ligeledes kan feedback fra andre og selvrefleksion styrke evnen til at vælge professorhjernen frem for gorillahjernen.
Konklusion
Gorilla- og Professorhjernen er to essentielle mentale systemer, der afspejler vores evolutionære arv og menneskelige udvikling. Mens Gorillahjernen beskytter os og sikrer hurtige reaktioner, hjælper Professorhjernen os med at forfølge meningsfulde mål og træffe rationelle beslutninger. At forstå og balancere disse systemer er nøglen til at opnå succes og trivsel i en verden, der ofte kræver det bedste af os.
Læs mere om Gorilla- og Professorhjernen i dette blogindlæg, som ser nærmere på Sportscoaching hos Optimum Coaching:
Husk at alt begyndelse er svær og selv de bedste falder for gorillaens højtråbende og overrumplende "argumentationsteknik", fra tid til anden. Bare hold på!
/Nicolai
